Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Ikast-Brande Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved først at vælge emne og derefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

I lære som voksen

Hos os kommer du i lære som voksen

Vores STU er rettet mod, at eleverne med tiden kan få sig et job, en bolig og en fritid, som giver mening for netop dem.

I undervisningen ønsker vi at udvikle eleverne personligt og socialt samt give dem de skolefag, som giver mening for den enkelte. I undervisningen har vi fag, der udvikler elevernes kommunikation, viden og indsigt i det danske samfund, det at bo og leve selv, økonomi og kendskab til offentlige tilbud samt anvendelse af hjælpemidler i forbindelse med uddannelsen.

Emneundervisningen støtter udviklingen af elevernes interesser og evner samt særlige færdigheder. Der kan heri indgå fag, der støtter deres fritids- og interessebetonede aktiviteter.
Under uddannelsen er den enkelte tilknyttet en kontaktlærer. De taler sammen om undervisningen, praktikerne og andre spørgsmål.

I løbet af året arbejder vi med forskellige temaer, som klæder eleven på til et godt voksenliv. Nedenfor kan du læse nogle eksempler på emner vi har arbejdet med:


Identitet, sundhed og kroppen

Her har eleverne beskæftiget sig med deres livshistorie og stamtræ, deres interesser, værdier og fremtidsønsker. Vi har talt om forskellige handicaps for at forstå os selv og hinanden bedre. Vi har også snakket om, hvilken betydning god kost og motion har for helbredet. Vi har smagt på forskellig mad og fået indsigt i god og dårlig køkkenhygiejne. 
Vi har talt om, hvordan kroppen forandrer sig fra barn til voksen, og vi har lært hvad kropsprog er, og hvordan man bliver i stand til at aflæse andres. Vi har snakket om, hvorfor det er vigtigt at have det godt med sig selv, og hvordan man skal opføre sig sammen med andre. 


Traditioner

I løbet af året lærer vi noget om de danske traditioner så som jul, påske og Halloween. Til Halloween har vi f.eks. talt om, hvorfor vi overhovedet fejrer Halloween, vi har set film og hygget os. Dem der har haft lyst kunne sminke sig og klæde sig ud, vi har skåret græskar ud og lavet uhyggeligt mad.


Arbejdsmarkedsforståelse

I denne periode forberedte eleverne sig til at komme i praktik, og vi har talt om, hvad der er en god arbejdsplads for dem. Vi har samtidig lært, hvad der kendetegner et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvordan man samarbejder, og hvad man taler med hinanden om på en arbejdsplads.


Det offentlige rum

Her har vi lært at bruge Ikast-Brande Kommunes hjemmeside, så vi kan anvende hjemmesiden i fremtiden. Vi har i år lært at gå i banken, på apoteket og posthuset og bruge vigtige hjemmesider så som skat.dk og boger.dk. Vi har besøgt den kommende motorvej i Silkeborg, hvor vi oplevede, hvordan byggeriet af motorvejen blev til. Vi har haft et tema om vand, hvoraf vi besøgte Bording Vandværk og Økolariet i Vejle, hvor vi lærte en masse om klima, miljø, natur og energi. Vi har også haft et spændende tema om genbrug, hvor vi skulle lære at lave skrotkunst, sortere affald og handle i genbrugsbutikker.


Din fremtid

Vi har set på, hvilke fritidsaktiviteter der findes, hvordan man melder sig ind i en klub, og hvordan man bruger de kulturelle tilbud, som der findes i Ikast og omegn. Vi har også været på rundvisning i de forskellige botilbud i Ikast-Brande Kommune og talt om, hvor man kan bo, og hvordan man søger en bolig. Vi har lært, hvordan man handler ind i butikker, hvad et budget er og hvilke fødevarer der er sunde. Vi har også talt om, hvordan man handler på nettet, og hvad man her skal være opmærksom på. Vi har samtidig fået kendskab til, hvilke hjælpemidler der findes i forhold til f.eks. mobiltelefonen.

STU Ikast Brande
Hagelskærvej 15
7430 Ikast
E-mail: stu@ikast-brande.dk
Tlf.: 99 60 52 90